Følg Kultur og Fritid:

Copenhagen Fablab

Velkommen til Copenhagen Fablab. Dette digitale fabrikationsværksted befinder sig på 4. sal i Valby Kulturhus. Her stiller Kultur Valby moderne faciliteter i 3D-fabrikation til din rådighed.

Målet med Copenhagen Fablab er at stille faciliteter til rådighed, hvor københavnerne kan udvikle og afprøve gode idéer. Når man har udviklet sin gode idé, er man forpligtet til at dele idéen med det globale fablab-netværk, og man må ikke benytte fablab-faciliteterne til serieproduktion af idéen.

Copenhagen Fablab er en del af det globale fablab-netværk, der udspringer fra MIT (Massachusetts Institute of Technology, Boston, USA), og er i dag udbredt til over 40 lande. Copenhagen Fablab anerkender det globale fablab-charter, der stiller krav om offentlig adgang, udbredelse af fablab-chartet, fælles standarder mellem fablabs for hvilke maskiner der stilles til rådighed, og endelig krav om deling af fablab-produkter i fablab-netværket.

Hvornår er der åben?
Copenhagen Fablab har åben: Mandag-fredag kl. 09.00-20.00. Lørdag-søndag kl. 09.00-18.00. Bemærk desuden at Copenhagen Fablab (og Valby Kulturhus) er lukket på helligdage.

Hvad koster det?
Der er gratis adgang til faciliteterne. Der skal dog betales for materialerne efter forbrug (det er kun muligt at betale kontant).  

Prisliste:
- Akryl, farvet 3 mm 610x406 mm ---------------- 95,00 kr. pr. plade
- Akryl, Sort 3 mm 600x400 mm ------------------- 95,00 kr. pr. plade
- Akryl, klar 3 mm 600x400 mm ------------------- 65,00 kr. pr. plade
- Akryl, Opal(Mælkehvid) 3 mm 600x400 mm - 65,00 kr. pr. plade
- Akryl, Rød, 5 mm, 600x400 mm ----------------- 145,00 kr. pr. plade

- HDF, 3 mm 600x400 mm -------------------- 25,00 kr. pr. plade
-
MDF, 4 mm 600x400 mm ------------------- 30,00 kr. pr. plade
- MDF, 6 mm 600x400 mm ------------------- 35,00 kr. pr. plade

- Folie pr. meter ---------------------------------- 50,00 kr. pr. meter
- Plast til 3D-print, sort ----------------------- 20,00 kr. pr. 100 gram
- Plast til 3D-print, naturel ------------------ 20,00 kr. pr. 100 gram
- Plast til 3D-print, hvid ---------------------- 10,00 kr. pr. 100 gram
- Plast til 3D-print, orange ------------------ 40,00 kr. pr. 100 gram

- Bølgepap, 4 mm, 1050x750 mm -------------------- 8,00 kr. pr. ark
- Sort pap, 0,5 mm, 700x500 mm -------------------- 3,00 kr. pr. ark 
- Hvidt pap, 0,5 mm, 700x500 mm ------------------ 3,00 kr. pr. ark
- hvidt pap, 0,5 mm,  400x300 mm ------------------ 2,00 kr. pr. ark
- Mosgummi, 2 mm, 290x210 mm -------------------- 1,0 kr. pr. ark
- Linoleum, 300x210 mm ------------------------------- 25,00 kr. pr. ark

Hvilke faciliteter stilles til rådighed?
Elektronikarbejdsplads med tilhørende udstyr, 3D-printer med plastiktråd, 3D-mikrofræser og scanner, folieskærer, laserskærer, broderimaskine og CNC-fræser. Til hver maskine er knyttet en computerarbejdsplads.

Der er kun afsat en computerarbejdsplads som grafisk arbejdsplads. Vi anbefaler, at du medbringer din færdige 3D-tegning hjemmefra. I den forbindelse kan du med fordel downloade følgende 3D-grafiske tegneprogram: Google SketchUp (download), Autodesk 123D (download) eller Tinkercad (netbaseret).

Hvad forventes der af dig?
Det forventes af dig, at du har kompetencerne til at benytte faciliteterne på en både faglig- og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Det forventes, at du er parat til at dele dine idéer, prototyper og 3D-tegninger med det globale fablab-netværk. Har du brug for vejledning, vil der typisk være en fablabmedarbejder til stede tirsdag, onsdag og torsdag mellem kl. 10.00 - 20.00 (der kan forekomme undtagelser).

Det forventes desuden, at du ikke anvender fablab-faciliteterne til serieproduktion af din idé. Her henviser vi i stedet til Opfinderrådgivningen hos Teknologisk Institut, der kan hjælpe dig med den forretningsmæssige udvikling af din idé.

Hvordan deler man?
Som bruger af Copenhagen Fablab forpligter man sig til at dele idéer, prototyper og 3D-arbejdstegninger med det globale fablab-netværk. Dette netværk kan du få adgang til ved at besøge her.

Spørgsmål?
Skriv til kulturvalby@kff.kk.dk.